Hellebæks historie,
natur og nutid

Hellebæk fylder ikke meget på et landkort, men alligevel har byen og de omkringliggende skove meget at byde på. Blandt andet 400 års industrihistorie, perfekte picnicsteder, skovsøer og et par hundrede stykker kvæg i Kohaven.

Hellebæk kan sandsynligvis tage titlen som Danmarks ældste industriby. Efter opførelsen af Kronborg i 1585 satte Frederik 2. gang i et stort kanal- og dæmningsarbejde i området, og kongens efterfølger, Christian 4., opførte en såkaldt hammermølle nogle år senere sammen med et kanonstøberi. Industrien var dermed kommet til Hellebæk.

Hellebæk byder på smuk natur og historiske bygninger.

Modsat kanonstøberiet, der allerede i 1604 blev flyttet ind til Gjethuset ved Lundehaven (det nuværende Marienlyst Slot), fortsatte produktionen ved Hammermøllen i stor stil i form af en geværfabrik.

I 1700-tallet blev fabrikken udbygget, og der blev oprettet arbejderboliger til udenlandske bøssemagere i Bøssemagergade. Geværproduktionen stod på frem til 1870.

I dag er industrihistorien blevet en vigtig kulisse i nutidsoplevelsen ved et besøg i Hellebæk. Bøssemagernes gamle gule boliger ligger stadig langs Bøssemagergade – nu i toprestaurerede udgaver, og Hellebæk Klædefabrik er indrettet til iværksætterhus.

Hvert andet år opfører Hammermøllens Teatergruppe et skuespil ved Hammermøllen.

Hammermøllen fortæller stadig om stedets historie i sit lille museum, og stedet fungerer i dag som et naturligt samlingssted i Hellebæk. Det er her ved Hammermøllen og den idylliske lille dam, Hammermøllens Teatergruppe hvert andet år opfører sine teaterstykker, og der er her, både lokale og besøgende spiser madpakken eller køber ind i cafeen, inden, under eller efter et besøg i de omkringliggende skovområder med søerne, dammene og dyrene.

I 1873 blev Hellebæk Klædefabrik opført. Trods store startvanskeligheder lykkedes det fabrikken at få etableret sig med en produktion af tæpper, ubehandlede bomuldslærreder og senere et skrædderi, og der blev også plads til sociale foranstaltninger som en skole, en børnehave og en syge- og begravelseskasse. Det var dog ingen loppetjans at arbejde på Hellebæk Klædefabrik, og arbejderne ønskede at organisere sig. Først efter flere hårde kampe med ledelsen blev fagforeningen godkendt i 1913. Efter 1. verdenskrig skruede manglen på tøj produktionen i vejret hos klædefabrikken. Glæden varede dog kort. Fra udlandet begyndte de billige klæder at strømme til landet, og det blev begyndelsen til enden for Hellebæk Klædefabrik, der lukkede i 1977.

7 kommentarer om “Hellebæks historie,
natur og nutid

  1. 21. september 2012 Lizzi Nymark skriver:

    Proberhuset i Bøssemagergade 19 er det ældste proberhuse i verden. Det er en spændende bygning. Det hørte under Kronborg Geværfabrik.

  2. 21. september 2012 Tanya Vorm, 3000 skriver:

    Hellebæk er en gudsbenådet plet på landkortet. Her hersker idyllen og historien. Skov, strand, Sveriges kyst næsten kun et stenkast væk,gamle bindingsværkshuse og skøn stemning

  3. 21. september 2012 Johannes Hecht-Nielsen, 3490 skriver:

    Industrihistorien i Hellebæk med Hammermøllen og de omkringliggende damme. Et meget velbevaret samlet anlæg fra industriens vugge

  4. 21. september 2012 Lisbeth Bohn, 3150 skriver:

    En lille perle, Anes hus, som er så fint sat i stand og ligger smukt. Johanne Louise Heiberg har skrevet om sine besøg hos Ane. Foreningen til husets bevarelse arrangerer meget hyggelige arrangementer hen over sommeren

  5. 21. september 2012 Steen Aage Nielsen skriver:

    Hellebæk byder på Kohaven og det det lille smukke Anes Hus, som besøges af mange mennesker, når der i sommerens løb er åbent hus med kaffe og hjemmebagte kager.

Skriv en kommentar


Hammermøllen er et nutidigt samlingspunkt og et historisk vidnesbyrd om Hellebæks industrifortid.

PÅ KORT
I NÆRHEDEN

En tur ned ad Bøssemagergade

I Bøssemagergade nr. 1 lå Hellebæk Kro, der fik privilegier i 1769. På det modsatte hjørne lå købmandsbutikken. De velbevarede huse i nr. 3-13 er opført i 1740’erne og rummede oprindeligt både værksteder og boliger, mens gadens nr. 25-43 består af smukt restaurerede arbejderboliger fra 1873. Proberhuset i Bøssemagergade nr. 19 er det ældste af slagsen verden. Her blev skydevåbnene afprøvet efter endt afpudsning. I kløften ved Hellebækken lå bajonetslibemøllen – i dag er huset i nr. 23 privatejet. I gadens nr. 24-58 ligger de velbevarede mesterboliger, der var tiltænkt udenlandske bøssemagere, samt Skæftergården. Lidt oppe på bakken i nr. 60 troner den gamle administratorbolig fra 1811.

Anes hus

Anes hus ligger i Hellebæk Skovene ved den nordre bred af Bøgeholm Sø. Den ydmyge, men i datiden helt almindelige landarbejderbolig er opkaldt efter Ane Sophie Rasmusdatter (senere Olsen). I sommeren 1847 besøgte skuespilleren Johanne Luise Heiberg det lille hus. Hun blev berørt af mødet med den fattige Ane og skaffede bl.a. salve til hende. Husets præcise alder kendes ikke, men det er bygget før 1768, hvor grev Heinrich Carl Schimmelmann overtog Hellebækgaard. En gruppe borgere oprettede i 2000 “Selskabet til Anes Hus Bevarelse” for at redde det tomme hus fra at forfalde.