Flynderupgård

I udkanten af Egebæksvang Skov ligger Flynderupgård Museet, der skal give de besøgende et indtryk af, hvordan det daglige liv på landet var i 1920erne. Flynderupgård er også vært for populære, årlige begivenheder som fællessang og grundlovsfest.

Folkestuens grødsortiment vil få selv den mest velassorterede grød-deli på Nørrebro til at tabe skeen ned i tallerkenen af misundelse. Og det er ikke fordi, Flynderupgård følger tidens trend og er hoppet på grødvognen. Flynderupgårds folkestue serverer såmænd bare 1920ernes dagligdagsmad, og her blev bunden lagt med nærende blandinger som mannagrød, rismelsgrød og fløjlsgrød.

Indenfor i Flynderupgårds fornemme hovedbygning findes den permanente udstilling, hvor de besøgende kan se en bondestue, som den har taget sig ud i starten af det 20. århundrede, og i det tilstødende lokale kan man kigge ind i en tro kopi af en gammel købmandsbutik, som den så ud i 1916, da den lå på Mørdrupvej ikke så langt derfra.

Udenfor venter et historisk landbrug medgamle danske husdyrracer og landbrugsmaskiner anno 1920 og en køkkenhave, der leverer fødevarer til Folkestuen.

"Marken er mejet….” , og i den pyntede lade bliver der fest uanset vejret. Traditionen tro afholder Frilandsmuseet Flynderupgårds Venner fest, når høsten er i hus. Alle store som små kommer med, når man fejrer bondekulturens traditionelle overgang mellem høst og vinter. Kornet er i lade, det samme kommer roerne om lidt, og der danses og spises varm mad. På markedspladsen kan købes ting og sager af god kvalitet bl.a. smykker, strik, børnetøj og nyrøgede sild. Og man kan få en omvisning i stalden. ”Fuglen og den fattige skal også være med”.

2 kommentarer om “Flynderupgård

  1. 21. september 2012 Axel Kallesøe, 3060 skriver:

    Det er et glimrende samlingspunkt i kraft af sit spisehus, og fordi det viser en unik side af nordsjællandsk historie. Deres skiftende udstillinger er et fremragende lokalhistorisk medie

  2. 21. september 2012 Jørgen Manniche, 3000 skriver:

    Flynderupgård får en af mine stemmer på grund af Arne Meylings besjælede pædagogiske ide om at borgerne og børnene skulle være med til at bygge museet Skoleelevernes historiske indsigt skulle således starte nysgerrigheden omkring ting og mennesker omkring dem. Flynderupgård afspejler derfor i stor grad borgernes egen kulturhistorie.

Skriv en kommentar


Vidste du, at selvom Flynderupgård unægteligt kunne ligne noget i retning af en herregård, så er det ikke tilfældet? Den klassiske herregård fandtes nemlig ikke i Kongernes Nordsjælland. Det har i stedet været velhavende byfolk, der siden starten af 1800-tallet brugte gården som lystejendom, og som ombyggede den beskedne stråtækte bondegård til formålet.

PÅ KORT
I NÆRHEDEN

Mad som i de gamle dage

I Folkestuen bliver der hver uge serveret gammeldags måltider som eksempelvis kyllingesteg, husmandskål og skomagerbøf (hakket lever). Udover den ugentlige menu kan man også nyde en fedtemad eller en hjemmebagt kringle.