Byliv i Helsingør

Helsingør er på mange måder en typisk dansk handelsby med butikker, torve og spisesteder, men det store antal turister er med til at give byen et særligt internationalt præg. Især om sommeren summer her af liv på Stengade og Axeltorv.

Ved cafeerne og restauranterne på Axeltorv sidder folk under parasollernes skygge. Den ene hånd hviler om et glas, og den anden hånd vipper i takt til jazzrytmerne, der strømmer ud fra dagens live-band på torvet.

Fra toppen af sin sokkel skuer Erik af Pommern ud over den by, han satte skub i, dengang for over 500 år siden. Under statuen samler en barmavet dreng med tuschtatoveringer på den hvide hud vand op i håndfladerne. Det luskede smil røber, at han er ude på ballade. Med et forventningsfuldt fnis sender han vandet af sted mod Farmand, der intetanende krummer ryg, da vandet rammer ham. Fniset bliver hurtigt til et hvin, da faren sætter efter ham.

Ifølge det australske rejsebogsforlag Lonely Planet’s bog om Danmark, emmer Helsingørs centrale torv, Axeltorv, af sydeuropæisk atmosfære om sommeren.

Helsingør var oprindeligt ikke nogen torveby som de fleste danske købstæder. Helt frem til afståelsen af Skåne til Sverige indgik Helsingør i stedet i et torvefællesskab med Helsingborg. En række brande og husnedrivninger gjorde dog, at der pludselig blev plads til at anlægge et torv, og i 1692 blev Axeltorv anlagt. Det blev senere udvidet til sin nuværende størrelse i 1864.

International stemning i Stengade

Under dannebrogsflagene, der er spændt ud som rød-hvide guirlander over gågaden Stengade, slentrer folk af sted i et mageligt mylder. Stemningen er international. Her er kinesiske turister med blikket vendt mod kortet og kursen sat mod Kronborg. Her er danske børnefamilier med børn, der tager endnu en tur ned af den butiksgade, de kender så godt. Og så er her svenskere. Lokket hertil af en høj svensk kronekurs og de mange fordelagtige varer til danske priser pendulerer de ind og ud af butikkerne. Enkelte styrer målrettet mod færgerne trækkende en lille klapsammelig rullevogn med våde varer efter sig.

Helsingør bykerne er præget af havnen og de mange små baggårde, som tidligere rummede mange småindustrier og håndværkere. Det ofte hårde og beskidte arbejde skabte behov for at slukke tørsten på vej hjem fra arbejdet, og selvom antallet af værtshuse er dalet, kan man stadig få slukket tørsten på en lang række beværtninger i byen.

2 kommentarer om “Byliv i Helsingør

  1. 21. september 2012 Olivia Steffe, 3060 skriver:

    Miss Coffee i Stengade, Helsingør er et sted i kommunen der betyder noget særligt for mig, er cafeen miss coffee. Stemningen er helt unikt på denne hyggelige cafe, og der er alle typer folk i alle aldre.Jeg har nogle minder, helt tilbage fra da jeg gik i børnehaven, tilknyttet dertil. Bl.a. tog min far mig og min lillesøster derhen om vinteren, inden vi skulle møde i børnehave, og købte varm kakao til os. Det er et sted jeg tror, at alle unge i kommunen kender.

  2. 21. september 2012 Marianne Fredell, 3000 skriver:

    Axeltorv er et samlingspunkt for borgere fra nær og fjern.

Skriv en kommentar

Warning: fsockopen(): php_network_getaddresses: getaddrinfo failed: Name or service not known in /storage/content/95/198095/helsingorkanon.dk/public_html/present/wp-content/plugins/sweetcaptcha-revolutionary-free-captcha-service/library/sweetcaptcha.php on line 81 Warning: fsockopen(): unable to connect to www.sweetcaptcha.com:80 (php_network_getaddresses: getaddrinfo failed: Name or service not known) in /storage/content/95/198095/helsingorkanon.dk/public_html/present/wp-content/plugins/sweetcaptcha-revolutionary-free-captcha-service/library/sweetcaptcha.php on line 81

Ifølge Danmarks Statistik boede der 1. januar 2012, 61.493 personer i Helsingør kommune, heraf boede de 3.973 i Helsingør centrale bydel. Hvert år krydser 12 millioner mennesker Øresund mellem Helsingør og Helsingborg, og der kommer ca. 3,5 millioner endagsturister til byen hvert år.

PÅ KORT
I NÆRHEDEN

Vidste du, at navnet Axeltorv hentyder til, at det er et torv forbeholdt køretøjer (med aksler). Ved en retskrivningsreform i 1870’erne ændredes ord med x til sk, men i lighed med Axeltorve i andre byer beholdt Helsingørs Axeltorv sit x.